Spirer er velegnede som ingrediens i salater. Spirer kan købes færdige i supermarkedet, men du kan også nemt dyrke dem selv sådan:
1. Skyl 1 dl økologiske, spiredygtige frø i en si under koldt, rindende vand.
2. Tag et stort glas med et rumindhold på ca. en liter, gerne et henkogningsglas eller lignende, og kom frøene i glasset. Fyld glasset næsten op med koldt vand.
3. Lad frøene stå i blød i ca. 4 – 12 timer (jo større frø, jo længere tid), hvorefter vandet hældes fra. Det er nemmest hvis du placerer et fint net (f.eks. en stump insektnet), eller en køkkensi over glassets åbning når vandet hældes fra. Fyld glasset op med vand igen for at skylle frøene, men hæld straks vandet ud igen, så frøene ikke længere står under vand.
4. Hver morgen og aften fyldes glasset med vand for at skylle og vande frøene. Vandet hældes fra igen med det samme. I varmt, tørt indeklima kan det være nødvendigt at vande 3 gange i døgnet.
5. Efter et par dage begynder bønnerne at spire, og du kan begynde at spise dem.
Mange slags frø kan bruges til spiring. Iblødsætningstiden varierer, men ellers er fremgangsmåden den samme. NB: Nogle typer af bønner, bl.a. sojabønner, er sundhedsskadelige i rå form og bør aldrig anvendes til råkost.
Her er en liste over forskellige frø og iblødsætningstider:
Bønner, hvede, linser, majs, mandel, rug, triticale, ærter: 12 timer
Broccoli, brøndkarse, karse, kløver, kål, lucerne, radis, sennep, sesam: 4 – 6 timer
Bukkehorn, græskar, hirse, solsikke: 8 timer
OBS: Græskar og mandel spises efter en dag. Vent ikke på synlige spirer.
Det er endnu nemmere at dyrke spirer ved hjælp af et spireglas eller en spireboks. Så kan man bare komme frøene i bakkerne efter iblødsætning, og vande dem 2 gange dagligt, til der kommer spirer.
Svamp kan forekomme i nogle typer frø. Især i kornsorterne kan det være et problem. For at forebygge udvikling af svamp skal frøene skylles godt ved hver vanding. Det hjælper også at lave lidt padderokke-te og komme det i en sprayflaske efter afkøling. Efter vanding af frøene sprayer man lidt padderokkete ud over dem. Padderokkete bruges for øvrigt også af biodynamiske landmænd til svampeforebyggelse i deres afgrøder.
Nogle mennesker oplever mavesmerter efter indtagelse af visse typer rå spirer. Især bælgplanter kan have denne virkning. Dette skyldes indholdet af lektiner. Lektiner er en slags proteiner, som planter danner i deres frø for at afholde dyr og mennesker fra at spise dem. Nogle dyr, bl.a. mange fuglearter, har dog en høj tolerance for lektiner. Især bælgplanter danner problematiske lektiner. Spiring reducerer indholdet af lektiner, men ikke altid tilstrækkeligt. I så fald er kogning nødvendig for at gøre frøene spiselige. Nogle typer bønner kræver iblødsætning natten over, hvorefter vandet kasseret og derefter skal bønnerne koges grundigt. Hos følsomme individer kan det være nødvendigt at trykkoge bønnerne ved over 100 grader C for at opnå tilstrækkelig nedbrydning af lektinerne, så fordøjelsesproblemer undgås. Dette gælder især for sojabønner.