Vaniljeis med creme fraiche

I denne is er den sædvanlige piskefløde erstattet med 38% creme fraiche. Det giver en bedre smag og tilføjer nyttige mælkesyrebakterier til isen. Isen er nem at fryse, da det ikke er nødvendigt at røre i den under indfrysningen.

Ingredienser til 8 personer:

  • 6 æggeblommer (evt. pasteuriserede)
  • 60 – 100 gram sukker, honning eller ahornsirup
  • 1 tsk. vaniljepulver eller korn fra en stang vanilje
  • 100 gram kokosolie
  • 400 gram creme fraiche, 38%
  • 6 æggehvider (evt. pasteuriserede)

Smelt kokosolien over et vandbad eller på en varm radiator. Pisk æggeblommer, sødestof, vaniljepulver og kokosolie til en ensartet masse.

Pisk creme fraichen, så den bliver mere fast og rør den sammen med ovenstående blanding.

Pisk æggehviderne stive og rør dem forsigtigt i blandingen til sidst. Det er vigtigt at piske æggehviderne i en ren skål og med rene piskeris. Selv en smule fedtstof vil gøre det umuligt at piske dem stive.

Kom isen i en springform og stil den straks i fryseren i nogle timer.